Parforholdets 3 faser v/parterapeut Dorte Leth Petersen

Parforholdets 3 faser

Parforholdets 3 faser

 

Alle parforhold gennemgår og oplever kriser også de parforhold, som både er og virker meget solide. Forskning peger på, at det er måden at håndtere konflikter og uenigheder, der gør den store forskel. Den gode håndtering gør det lettere at komme videre fra et sårbart sted.

Mange par oplever, at når konflikter og skænderier er på sit højeste, så er det virkelig svært at tale sammen om det, der er udfordrende og fylder parforholdet med negativ energi.

Ofte ender det i en kamp om ord om, hvem er bedst til at formulere sig, hvem som har og tager mest taletid, hvem som føler sig mest forurettet, er mest ked af det, føler sig mest ensom og trist i parforholdet

Situationen bliver nemt kaotisk. Vi glemmer at mærke efter, hvad det egentlig er, der sker med mig, dig og os. Vi glemmer at tale fra hjertet, der hvor vi er mest sårbare og mest ærlige, oftest fordi vi bliver så optaget af at få ret og placere ansvar og skyld.

 

Det er situationen og ikke relationen, der er i spil

Det er ikke en farbar vej at sige til sin partner: “Det er dig, den er gal med, du burde lade være med, blive bedre til …” Det er ikke vejen frem, selvom det nogen gange føles som den letteste udvej. Vær hellere undersøgende i forhold til konflikten og spørg nysgerrigt ind til hinanden i stedet for at gætte og antage.

Med kriser kan der også komme en helt ny og vigtig selvindsigt og en større forståelse ikke kun for dig selv og hvorfor du reagerer, som du gør men også for din partners reaktionsmønster og jeres indbyrdes dynamik – hvordan I reagerer og kommunikerer med hinanden, når I er maksimalt pressede på følelser og dagligdag.

I parterapien arbejder vi på, at krisen skal gøre jer stærkere, tættere knyttede og forbundne til hinanden. For nogen par betyder den øgede selvindsigt et bedre og mere oplyst grundlag at træffe den skelsættende beslutning om et brud i relationen, uanset smerten og sorgen. Det kan bare ikke være anderledes, der er ikke mere tilbage at give. For andre åbner det op for nye måder og muligheder at se og rumme hinanden.

Måske gennemlever du lige nu en krise i jeres parforhold og oplever, at det her er rigtig svært at håndtere. Det er, som om krisen tager fat og tager fat i meget mere end det den startede med at handle om. Der bliver lige pludselig vendt op og ned på parforholdet og livet. Når vi står midt i orkanens øje, så har kriser det med at reducere ens ellers gode ressourcer til at kommunikere og finde løsninger. Det opleves som at miste overblikket og fodfæstet. Overskuddet svinder og nærmer sig nulpunktet.

 

Parforholdets 3 faser

  1. Forelskelse
  2. Magtkamp
  3. Det bevidste parforhold (skilsmisse eller accept af dysfunktionelle parforhold)

 

1: Forelskelsen

Forelskelsesfasen er en altfavnende og helt vidunderlig fase, amorinerne danser rundt, alt er muligt med dig, du får det bedste frem i mig, du gør mig til en bedre udgave af mig selv. Alt er godt, dejligt og skønt, fordi:

  • Du er vidunderlig, det mest fantastiske menneske jeg har mødt, og jeg vil bare være sammen med dig hele tiden

 

2: Magtkampen

I magtkampsfasen, er det som om virkeligheden rammer en i nakken. Her oplever de fleste par, at ja du er dejlig men vi er ofte meget uenige om mange ting, diskuterer og skændes, mens konflikterne eskalerer. Det er her de fleste par vælger parterapi, for nu er du ikke altid og hele tiden super fantastisk, nu synes jeg, der er mange ting, du godt kunne ændre. Det er fasen, hvor:

  • Jeg gerne vil have, du skal være mere som mig BASTA!
  • Det handler rigtig meget om at få ret
  • Jeg har ret, du har uret
  • Der udkæmpes kampe på ord

 

Denne fase er præget af konflikter og manglende intimitet. Nærhed og intimitet forsvinder nemlig som dug for solen, når vi ikke længere tør være sårbare over for hinanden, er bange for at tabe ansigt og frygter at miste os selv.

Det er en fase, hvor kommunikationen meget let kan blive ødelæggende. En lille hændelse, et nedsættende ord, man hører, hvad man vil høre eller vælger at spille enig for at få fred. Det er  noget af det, der er virkeligt dårligt for parforholdet og for en sund og god kommunikation i parforholdet.

 

3: Det bevidste parforhold eller ubetinget kærlighed. Det er tredje fase i parforholdets tre faser. Det er fasen:

  • Hvor jeg arbejder med mig selv for at kunne rumme dig, jeg reflekterer over det, du siger og gør

 

Her har I en bevidsthed om jer selv og hinanden, og I oplever, at der er et flow i energi og accept af hinanden.

Det lyder måske for godt til at være sandt, men sandheden er, at det kan lade sig gøre. Måske ikke 100 % hele tiden og altid, men et stykke af vejen er også fantastisk.

 

Hvorfor er du i et parforhold?

Et af de spørgsmål, jeg ofte stiller til par i den første terapisession er: Hvorfor er du egentlig i et parforhold?

Det kan lyde som et enkelt spørgsmål og kan også besvares sådan. I terapien har det imidlertid en dybere mening at dykke ned i hvorfor’et. Det skyldes, at det ‘hvorfor’ kan rumme værdifuld viden og information til jer som par, men også om dig og din partner som individer. Så:

 

  • Er du i et parforhold, fordi din partner skal opfylde et behov hos dig, det kan være at din partner skal være med til at udleve din drøm om fx være at stifte familie?
  • Er du i et parforhold af ren og skær lyst, hvor det handler om lyst, lidenskab og passion?
  • Eller?

 

Hvorfor er du i en relation og hvorfor er din partner i en relation med dig?

Prøv at stille dig selv og din partner det spørgsmål. Måske er I det af samme grund, måske ikke. Og ja, det kræver ærlighed og mod at være sårbar og besvare dét spørgsmål med andre ord end ”Jamen, det er jo fordi jeg elsker dig …” Det er også et dejligt svar, men det kan uddybes!

Når par havner i kriser og ubalancer, så skyldes det, at der ligger et umødt behov. Noget, der ikke fungerer, noget som vi er bange for eller måske ligefrem frygter at miste.

Mange par oplever, at det er partneren, der er problemet og partneren, der ikke tør vise sin sårbarhed og være ærlig – men ofte kan det også være fordi vi ikke selv tør vise den sårbare side af os selv, og være ærlige.

Så…

Et enkelt spørgsmål: Hvad holder dig tilbage fra at vise sårbarhed?

 

Forskellige reaktionsmønstre

Vi reagerer forskelligt på kriser. Nogle bliver udadreagerende, vrede og skælder ud på alt og alle. Andre bliver indadvendte og skælder også ud, men hovedsageligt mest på sig selv ”det er også mig, der er …”

Nogle handler sig ud af kriser og iværksætter en hel masse for at komme ud af krisen. Andre bliver helt handlingslammede og aner ikke deres levende råd.

Hvis vi skal rydde op i gamle og uhensigtsmæssige mønstre, så er det afgørende at se på, hvad du har med fra din fortid, er der nogle gamle og ikke længere hensigtsmæssige mønstre, som du bærer rundt på og som ikke længere er gode for dig og mon du kan arbejde dig frem til nogle bedre og mere hensigtsmæssige mønstre?

 

”Vi taler om krisen hele tiden, som i HELE tiden og mit hoved er fyldt op”

Når krisen er på sit højeste,  er det svært ikke at tale om den hele tiden. For nogle er det imidlertid svært at tale om, så derfor undgår de helst emnet, taler udenom, lader som om den ikke findes.

Når vi beslutter os for at tale ind i krisen, så sæt en ramme og lav en aftale om:

 

  • Hvornår taler vi om alt det svære (er det hver dag på et konkret tidspunkt, en gang om ugen eller?)
  • Sæt tid af i jeres kalendere, så der er tid og ro til at tale sammen

 

Søg professionel hjælp og rådgivning

Hvis I oplever, at denne her krise er for svær at håndtere, så søg professionel hjælp. Det er hverken mærkeligt, pinligt eller en falliterklæring at række ud efter hjælp, tværtimod. Der er ingen grund til at slide forholdet op, hvis I kan få redskaber til at komme videre og få et sundt og velfungerende parforhold.

Det kan du læse mere om her: hvorfor gå i parterapi

 

Pas på dig.

Pas på jer.

Kh Dorte