Børn i den sammenbragte familie
I førstegangsfamilien elsker vi som udgangspunkt alle vores børn lige meget. Det kan forholde sig anderledes i den sammenbragte familie. Det ser jeg nærmere på i dette indlæg. Så læs endelig med, hvis du er nysgerrig efter at vide mere.
Den sammenbragte familie er ofte udfordret. Voksne og børn er dumpet ned i hinandens liv og kærligheden til de sammenbragte børn opleves ofte som forskellig i forhold til kærligheden til ens egne børn. For i førstegangsfamilien elsker vi som udgangspunkt vores børn lige meget. Vi er forbundne og har i et roligt tempo opbygget en historie og en række traditioner sammen. I andengangsfamilien er dynamikken tit en anden, som har mange forskellige årsager også at den nye sammenbragte familie inkluderer et brud, et tab og måske en sorg over at førstegangsfamilien ikke lykkedes.
Mange ønsker sig inderligt, at den nye sammenbragte familie skal fungere ligesom den første familie. At de gode erfaringer vi har med os kan overføres direkte til den nye familie. Men tidligere erfaringer kan ikke nødvendigvis overføres og bruges 1:1. Udfordringen er, at den nye sammenbragte familie ikke har en lang historie at referere til og række ud efter i forhold til bl.a. værdier og traditioner. Historien og traditionerne skal den nye sammenbragte familie først til at opbygge sammen. Det kan derfor ofte være nødvendigt at udarbejde en helt nye drejebog for den nye familie. Udfordringer i forhold til relationer mellem de voksne og de nye børn kan også skabe ubalance, mange diskussioner og misforståelser. Det kan skyldes, at de voksne ikke har talt om, hvilke forventninger vi har til den nye familie, hvad vores fælles ønske og plan er.
Den sammenbragte familie er bygget op omkring de voksnes kærlighed og det gør det på mange måder meget sårbart for børnene, for hvis de voksne skændes, er uenige og har konflikter, betyder det så, at de voksne går fra hinanden og konsekvensen er et nyt brud og at denne familie bliver splittet op? Det kan være nogle af de bekymringer, som børnene i den sammenbragte familie går rundt med.
Børn i en sammenbragt familie er heller ikke nødvendigvis 100 % lige. Det kan være, at det ene barn bor to steder, og det andet barn bor kun hos den ene familie. Måske kommer det ene barn tit på ferier, og det andet barn i den sammenbragte familie gør det måske sjældent eller aldrig. Det kan medføre jalousi eller en følelse af at føle sig udenfor. Det er selvsagt svært at få det hele til at gå op, men hvis børnene lærer, at der er forskelle og at håndtere disse forskelligheder, så vil det ofte være lettere for dem at navigere i.
Kan jeg elske mine bonusbørn ligeså højt som mine egne?
Det er et godt, vigtigt, svært og næsten-ikke-til-at-holde-ud spørgsmål. Der vil altid være en helt naturlig og forståelig forbindelse mellem ens egne børn og en selv. Partnerens børn er en bonus, som du kan give noget andet og ekstra i forhold til, hvad forældrene kan, men dermed ikke sagt, at det er enkelt.
Det vigtigste er at omfavne partnerens børn, og hvis du forestiller dig dit hjerte, så har dit bonusbarn/dine bonusbørn en helt særlig plads i dit hjerte. En plads som ingen andre har eller kan få. Det vil være godt at italesætte over for bonusbarnet/børnene. Og samtidig fortælle, at i dit hjerte er der også plads til din nye partner og til et nyt barn, hvis det kommer til. Det er godt at italesætte dette over for børnene i den sammenbragte familie, for det skaber en tryg, tydelig og mere forudsigelig relation. Barnet behøver ikke at gætte sig til de voksnes følelser, når de er italesat på en god, ærlig og kærlig måde.
Min erfaring er, at hvis du kan sige til dit bonusbarn, at det har en unik plads i dit hjerte, som ingen andre har eller kan overtage, så taler du som udgangspunkt fra et dejligt varmt, blødt, rart og omfavnende sted.
Det er også vigtigt at have øje for, hvordan vi som par kan løfte hinanden og blive bedre som forældre/bonusforældre. Der kan sagtens være områder i forhold til børnene, som du synes er vigtige og helt afgørende, men som din partner ikke finder så vigtige, og så vil det være godt at italesætte, at du godt ved, at det ikke er så vigtigt for din partner, men du vil gerne have din partners støtte.
Nogen forsøger at begrænse kontakten til deres egne børn for ikke at skabe ubalance i den nye sammenbragte familie. Det kan opleves som meget sårbart, og det vil derfor være mere hensigtsmæssigt at italesætte over for dine egne børn, at du også bruger tid med de nye børn for at skabe en god balance, men samtidig ikke ønsker at begrænse den kontakt og unikke relation, I har sammen.
Forældresamarbejde
Forældresamarbejdet er tit både udfordret og presset. Det gode forældresamarbejde mellem de to forældre, der er blevet skilt, er vigtigt af den årsag, at det kan styrke barnet i dets navigering i den ene og anden familie. Det giver barnet en større ro, tryghed og en god oplevelse af forudsigelighed. Så jo bedre forældresamarbejdet er, jo lettere vil det føles for barnet at bevæge sig ind og ud af de forskellige familier. Det kræver naturligvis en stor portion fleksibilitet, gode samarbejdsevner, samarbejdsvilje og et ønske om, at det her skal lykkes fra alle de voksne – og det kan til tider føles helt uoverskueligt.
Der er også en markant forskel på, om barnet er under eller over 10 år. Barnet under 10 år tilpasser sig ofte ret hurtigt den nye familieform, og er mere accepterende i sin væremåde over for den nye forældre, hvorimod aldersgruppen 10 til 14 år har flest vanskeligheder ved at tilpasse sig det nye. De viser måske ikke åbent deres inderste følelser, men kan opleves at være endnu mere sårbare i forhold til at få kærlighed, støtte, gode rammer og opmærksomhed.
Teenagers er ofte mindre involverede i den nye sammenbragte familie, da de er i færd med at skabe deres egen identitet og til dels ved at adskille sig fra familien, men har stadigvæk behov for at føle sig set, elsket og passet på. Ofte tager det tid at vænne sig til den nye relation; tal med familiens teenager(s) om det, det giver tryghed i relationen at få sat ord på, hvad der er i spil, og hvad der føles svært.
Hvis I som sammenbragt familie oplever, at I ikke ser ens på børneopdragelse, er det altid en god ide at stille et spørgsmål ud fra en nysgerrighed om, hvorfor du mon siger/gør det du gør over for dit barn, eller hvad der gør, at du siger sådan til din datter eller søn. At bruge din nysgerrighed i stedet for at gå i en forsvarsposition, som kan komme til at handle om alt muligt andet end netop børneopdragelsen.
Et velkendt skisma om børn i den sammenbragte familie
Det er ikke let at udarbejde et sæt fælles regler, som skal gælde alle børnene i den sammenbragte familie, dels fordi børnene er forskellige, bor i forskellige hjem dels fordi børn har forskellige personligheder.
Mange par i den nye sammenbragte familie oplever, at den anden part er mere striks med hensyn til pligter, ansvar og opdragelse i forhold til partnerens børn, men til gengæld ser igennem fingre med, undlader, udelader eller ordner ting for sine egne børn.
Det vækker ofte store frustrationer og diskussioner i den sammenbragte familie for hvorfor skal der være et stort drama hver gang dit barn skal slukke for computeren og du skal sige det så mange gange – og mit barn gør det, når jeg siger det første gang?
Det, som ofte sker, er, at bonusforældrene ønsker grænser og begrænsninger i forhold til bonusbørnenes adfærd, hvorimod den biologiske forældre brændende ønsker sig, at børnene får mere kærlighed og forståelse af deres adfærd. Det er virkeligt et sårbart sted at være for alle; børn som voksne. Og her kan det være en rigtig god start at få sat ord på, hvilke følelser er i spil, hvad der sker og hvad det handler om.
Er I udfordret i den sammenbragte familie og ønsker hjælp til, hvordan I kan løse det, så kontakt mig her Parterapi.
Pas godt på dig.
Pas godt på jer.
Kh Dorte
