Dyrk de gode samtaler v/parterapeut Dorte Leth Petersen

Dyrk de gode samtaler i parforholdet

Dyrk de gode samtaler i parforholdet

 

Diskussioner og uoverensstemmelser opstår ofte, når vi misforstår hinanden. Vi lytter og hører ikke, hvad den anden siger. Vi vil måske gerne imponere den anden med det vi siger, måske dominere og styre samtalen i en bestemt retning. Måske vil vi gerne fortrænge den andens synspunkter, fordi vi ikke magter at høre på dem. Det gør for ondt. Måske agerer og kommunikerer vi på en bestemt måde, fordi den føles mest tryg for os.

Måske handler diskussionen om et uforløst behov, du har, og du sidder med en følelse af ikke at blive mødt, set og hørt af din partner. Du savner at dyrke de gode samtaler i parforholdet.

 

Vi tolker forskelligt

 

En anden væsentlig ting er, at vi ikke tolker ens. Vi oplever det sammen, men tolkningen af oplevelsen er forskellig. Det kan skyldes mange ting, men da vi er to individer, som har levet to forskellige liv og har divergerende livserfaringer, så kan den samme oplevelse opleves meget forskelligt. Giver det mening?

At vi har levet forskellige liv og har derfor forskellige livserfaringer, er der som udgangspunkt ikke noget problem i. Udfordringen i kommunikationen opstår, når vi tror, at vi tolker ens, når vi antager og gætter i stedet for at lytte og spørge nysgerrigt ind til hinanden og hinandens oplevelse af en given situation. Når vi glemmer at dyrke de gode samtaler i parforholdet.

Tydelig og klar kommunikation er en af nøglerne til at skabe større tryghed i relationen. Når vi føler os mødt på en empatisk og interesseret måde, så har vi også mere lyst til at dele vores følelser og vise sårbarhed over for hinanden.

Har du af og til en oplevelse af, at jeres diskussioner ender ud i, at du tænker “make it or break it”? Så læs med her.

 

Make it or break it

 

Make it or break it kommer i spil, når vi ikke længere er nysgerrige på hinanden. Når vi ikke længere undersøger, hvad mon grunden er til, at min partner tænker, føler og handler sådan. Eller at du oplever, at din partner ikke forsøger at sætte sig ind i, hvad du mon tænker og føler.

Måske oplever du, at I misforstår hinanden alt for meget og alt for ofte. Og i kampens hede glemmer at spørge ind til hinanden, for at undersøge hvad er det egentlig, diskussionen handler om.

Når vi undlader at undersøge og spørge ind til hinanden, så stiger risikoen for, at vi i stedet antager og gætter og bruger en masse energi på at overveje næste modtræk. Enten for at imponere, dominere eller fortrænge den andens synspunkt.

I indlægget dykker jeg ned i tre områder:

 

  1. Sådan håndterer du uenigheder og undgår heftige og sårende skænderier
  2. Sådan føler du dig set, mødt og forstået
  3. Sådan får du en god og sund kommunikation

 

Fire faldgrupper 

 

Der findes fire faldgrupper eller faktorer, som er gode at kende til, hvis du og din partner gerne vil arbejde på at dyrke de gode samtaler og undgå konfliktoptrapning.  De fire faldgrupper kaldes også de fire apokalyptiske ryttere. Det er “ryttere”, der med fuld fart galoperer ind i parforholdets diskussioner og spreder utryghed og forvirring.

  1. Kritikken er rettet mod personlighed og karakter
  2. Foragten er nedsættende ord eller handling, rullen med øjnene, sarkastiske og sårende bemærkninger
  3. Forsvaret er en reaktion på at have oplevet heftig kritik og foragt.  Udfordringen er, at den, som forsvarer sig også går ind i offerrollen, og den, som kritiserer eller foragter går ind i krænker rollen
  4. Muren handler om, at her har den ene part givet op, forsvinder ind i sig selv, går ind i et andet rum, sidder med sin mobiltelefon og virker meget fokuseret. Muren er parforholdets sværeste rum

 

Du kan læse mere om de fire faldgrupper i indlægget Taler I forbi hinanden

 

Redskaber til at dyrke de gode samtaler i parforholdet 

 

  • Håndter uenigheder

Forskning viser, at selv i de parforhold, der fungerer og lykkes, opleves konflikter, skænderier og uenigheder. Forskellen er her, at parret er gode til at reparere parforholdet efterfølgende. De lader det ikke overtage styringen i parforholdet. De finder tilbage til hinanden igen.

En af vejene til at håndtere den svære samtale i parforholdet er, at blive hos sig selv/på sin egen banehalvdel, selv når bølgerne går højt. Det betyder at tale ud fra, hvad du føler og har brug for og dermed ikke pådutte hinanden følelser og holdninger.

En anden vej er at møde hinanden med interesse og nysgerrighed. Hvis du oplever, at det er virkeligt svært at få et ord indført over for din partner så sig det højt …”Jeg føler, det er svært at få sagt et ord. Jeg har brug for, at du lytter til mig”.

Det giver en mere ligeværdig, ærlig, transparent, empatisk og tydelig kommunikation, hvor du hele tiden tager ansvaret for dig selv og dine følelser.

 

  • Føl dig set, mødt og forstået

Forskere har fundet frem til, at par der klarer sig godt igennem kriser, værdsætter og anerkender hinanden og deres relation, til trods for uenigheder. De er uenige om situationen/hændelsen/oplevelsen. Der ligger her en implicit accept af, at ja, du ser tingene på den måde, og jeg ser anderledes på dem, men jeg kan godt rumme og acceptere, at vi er uenige på det område. På den måde fjernes fokus fra, at det er relationen der er i spil, til at det er situationen, der er i spil mellem jer. Det fokusskifte gør en kæmpe forskel, både verbalt, men også følelsesmæssigt og hjælper jer til at dyrke de gode samtaler i parforholdet.

 

  • Den sunde og gode kommunikation

I situationer, hvor du – til trods for, at I er uenige – har en oplevelse af, at din partner gerne vil dig og du vil også gerne din partner, så øges sandsynligheden for at reparere på parforholdet efter en konflikt. Det er der, hvor I accepterer og rummer, at I ser forskelligt på situationen og hvor I undgår at fokusere på, hvem har ret, og hvem har uret.

Connection handler om følelsen af samhørighed. Følelsen af, at vi hører sammen, har noget vigtigt, unikt og fint sammen. Den skabes og vedligeholdes ved at sætte fokus på, hvad der bringer os sammen, bl.a. ved at fokusere på de positive træk hos partneren.

Samhørighed, connection og tillid opbygges, når  vi er gode til “at sætte kapital” ind på hinandens følelseskonto. Når vi er gode til at værdsætte og anerkende hinanden og fortælle hinanden det, så skaber vi et godt og solidt fundament for parforholdet. Et fundament som vi sammen står på, selv når konflikterne raser.

Så næste gang du oplever, at nu er I på vej hen et sted, som ikke føles godt, så tal ud fra hvad du føler og har behov for og hold også øje med:

  1. Hvad mon min partner tænker og føler?
  2. Stil åbne spørgsmål til hinanden, så I kan svare med mere end et ja og nej
  3. Søg gerne øjenkontakt og vend jer mod hinanden, det lægger en dæmper på følelserne

 

Bevar fokus på at være lyttende, nysgerrig på din partners synspunkter og oplevelse. Og når du taler, så opfordr din partner til at have det samme fokus på dig. Du vil opleve, at det bliver en mere givende samtale.

 

Oplever du, at det er svært og vil du gerne i gang med dyrk de gode samtaler i parforholdet, så book en tid her til dig og din partner. Husk det også er muligt at booke en gratis forsamtale på 15 min., før I tager den endelige beslutning om parterapi. 

 

Pas godt på dig.

Pas godt på jer.

Kh Dorte