SAMMENBRAGTE FAMILIER

SAMMEN-BRAGTE FAMILIER

Om sammenbragte familier

Mange sammenbragte familier skal navigere rundt i nye forældreroller, mine børn, dine børn og eventuelle fælles børn, børnenes indbyrdes relation og eventuelle følelser af jalousi og rivalisering.

Dårlig samvittighed, og måske også skyld og skam over at førstegangsfamilien ikke lykkedes med at være en familie, er også tit i spil. Så derfor skal den nye familie simpelthen bare lykkes… ellers har det hele jo været forgæves (det hører jeg af og til i parterapien).

Jeg har gennem mange år arbejdet med de særlige problemstillinger, der kan opstå i sammenbragte familier. I terapien vil vi arbejde med både de ting, der fungerer i jeres sammenbragte familie og de ting, der skaber konflikter, og I vil lære hvordan konflikterne kan håndteres på en rummelig og nænsom måde.

Hvorfor er det så svært at være i en sammenbragt familie?

Der er selvfølgelig rigtig mange grunde til, at det ind imellem kan være svært at være i en sammenbragt familie. Men som udgangspunkt kommer rigtig mange konflikter, fordi vi ser vidt forskelligt på tingene, og fordi en sammenbragt familie er kompleks.

Måske føler du nogle gange, at din partner har ekstra meget fokus på, hvordan du behandler partnerens børn. I parterapien hører jeg af og til  ”du pleaser dit eget barn på en måde, du ALDRIG ville gøre med mine børn”.

De svære konflikter
De fleste par har den holdning, at vi skal helst være glade hele tiden, vi er jo ny-forelskede og hvis ikke det her kan fungere, så er det min partners skyld. I forsøger måske også selv at løse problemerne og konflikterne. I elsker jo hinanden og tænker at det må da kunne løses, det her!

Men hvorfor er det så, at I oplever, at det ikke altid er så let at løse en konflikt?

Det handler meget tit om, at når tingene går i hårdknude, så kører diskussionen i ring. Vi hopper lige ind i gamle roller, mønstre og dynamikker og aner ikke, hvordan vi kommer ud igen på en god og ordentlig måde. Vi bliver måske vrede, skuffede og ked af, at det bare er svært – måske næsten for svært til at få til at lykkes.

Hvad med X’erne?
Jeg får ofte dette spørgsmål:

”Hvordan forholder vi os til vores X’er, som fylder rigtigt meget – og hvordan får vi sagt til og fra, når vi gerne vil have en god relation i forældresamarbejdet med x’erne?”

En sammenbragt familie er et brud med den familie, børnene blev født ind i. Det vi nogle gange glemmer er, at den biologiske familie altid vil have den længste historie sammen af gode grunde. Det kan skabe ret så store følelser hos den nye partner af jalousi, en følelse af at være udenfor og dermed føle sig enormt sårbar og måske nogle gange også en vrede, som kan være en skamfuld følelse at gå alene med.

For børnene er det en kæmpestor og sårbar omvæltning, og det kræver tid og tålmodighed at hjælpe barnet med at finde sin plads i den nye familie. Der er i øvrigt også stor forskel på at være et 3-årigt barn i en familie og en friheds- og selvstændighedssøgende teenager. Det giver forskellige opgaver og udfordringer i den sammenbragte familie.

Hvad kan I forvente jer vil ske i terapien?

 

I terapien stiller jeg afklarende spørgsmål og sætter bl.a. fokus på hvad er det, der sker i jeres sammenbragte familie, hvad fungerer og hvad fungerer ikke, hvad frygter I, hvad længes I efter og hvad er vigtigt for jer?

I lærer, hvordan I kan gå ind i konflikterne på en hensynsfuld måde, hvordan I kan arbejde med dem og rumme uenigheder, vi taler ind i hvordan I sætter grænser omkring jer selv på en god måde

I vil få afgørende viden om kommunikation, hvordan I kan arbejde med at få en velfungerende sammenbragt familie, hvordan I håndterer x’erne, hvornår og hvordan inddrager I dem i forhold til børnene og den nye familie. Er der opgaver som I, som sammenbragt familie, uddelegerer til x’erne.

Det handler rigtig meget om at have klare og tydelige aftaler om alt fra hvem tager med til skolearrangementer, hvordan med julen, hvem står for gave- og tøjindkøb osv.

Så hvilke roller har I i den sammenbragte familie, hvordan håndterer I konflikter, hvilken rolle er I mest i, og prioriterer I kærestetid uden børn – det er bare nogen af de spørgsmål og emner, der dukker op i parterapien.