Slip af med magtesløsheden. Parterapeut Dorte Leth Petersen

Slip af med magtesløsheden

 

Slip af med magtesløsheden

Magtesløshed er en følelse, der er vanskelig, svær og kræver meget energi at håndtere. Det er en tilstand af at føle sig overvældet, hjælpeløs eller ude af stand til at påvirke ens omgivelser eller ens egen tilværelse. Følelsen kan opstå af mange forskellige årsager og manifestere sig på forskellige måder, men virkninger kan være meget negative og handlingslammende for den enkelte. Læs med her og slip af med magtesløsheden.

En af de mest almindelige årsager til magtesløshed er følelsen af at være fanget i en situation, hvor det føles som om, det ikke er muligt at ændre noget. Det kan f.eks. være i form af en destruktiv relation, hvor man føler sig fanget i et mønster af misbrug eller manipulation, uden nogen mulighed for at bryde fri.

Uanset årsagen kan magtesløshed føre til en række negative følelser og reaktioner. Først og fremmest kan det føre til følelser som fortvivlelse og resignation og lyst til at opgive parforholdet. I et kaos af uoverskuelighed og samtidig accept af den nuværende situation, kan den ene eller begge parter i vrede og frustration ihærdigt søge efter nogen eller noget at bebrejde for egne følelser og følelsesmæssige tilstand af magtesløshed.

Følelsen af magtesløshed kan ikke bare ignoreres eller undertrykkes. Tværtimod – så er det vigtigt at anerkende den og at bearbejde den på en god og konstruktiv måde.

Det kan være nødvendigt at søge professionel hjælp til at bearbejde følelsen for at slippe af med magtesløsheden. Magtesløsheden kan udvikle sig fra at være en begrænsende og handlingslammende følelse til, når den er vel bearbejdet, at bidrage til personlig vækst og udvikling. Dette sker selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden men ved at forholde sig til følelsen, arbejde med den, er der åbnet op for muligheden for både større selvindsigt og omfavne de sårbare følelser.

 

Under en terapisession udtrykte kvinden sine tanker til sin ægtefælle på følgende måde:

 

”Jeg føler faktisk, at du afviser mine tanker, følelser og holdninger” og hun fortsatte: ”Jeg føler ofte, at jeg ikke bliver respekteret og lyttet til – at jeg står alene i situationen og jeg ved ikke, hvordan jeg og vi kan komme videre herfra. Jeg føler mig bare så magtesløs i situationen”.

 

Parret kom i parterapi for at få hjælp til at komme ud af en onde cirkel, de var havnet i.

 

Parret var tæt på at give op. De havde virkelig svært ved at finde en god og sund vej ud af konflikterne og skænderierne.

 

I parterapien arbejdede vi med at italesætte og undersøge parrets udfordring(er) og følelse af magtesløshed.  Vi undersøgte hvilke dynamikker og (gentagne) mønstre, der oftest kom i spil og talte ind i hvilke roller parret oftest indtog, når de var i konflikt.  Det viste sig, at hun bedst genkendte sig selv i pleaser- og fikserrollen og var meget opmærksom på at imødekomme alle andres behov, men ofte glemte sine egne. Han blev oftest vred og skældte ud og var af og til passiv aggressiv i sit reaktionsmønster.

 

Det kan du og I gøre

Hvis du ofte befinder dig i pleaserrollen i parforholdet, så husk at det er vigtigt at sørge for at vise overbærenhed over for dig selv. Det kan du gøre ved f.eks. at vise selvomsorg og sørge for at gøre ting for dig selv, som du kan lide og bliver glad af. Du kan også starte med at stille dig selv disse spørgsmål:

  • Hvad har jeg brug for?
  • Jeg slipper det, der er sket og det, som jeg alligevel ikke kan ændre på
  • Jeg accepterer, at det er et svært sted at være lige nu

 

For begge parter er det vigtigt at holde fokus på at lytte og spørge ind til hinanden – at stille åbne spørgsmål for at udforske de følelser, tanker og oplevelser der er i spil mere dybtgående.

I terapien vil du og I blive mødt med spørgsmål som, hvornår føler du dig mest magtesløs, hvordan reagerer du, hvilke tanker har du, har du oplevet det før, og har du erfaringer med at overvinde følelsen af magtesløshed.

Disse spørgsmål vil i terapien være med til at åbne op for refleksion og selvindsigt, hvilket vil være afgørende for at arbejde med at finde nye veje til at håndtere følelsen af magtesløshed og til at slippe af med magtesløsheden.

Hvis du og I oplever, at I har brug for en samtale om jeres parforhold og de udfordringer I har, så klik her og læs, hvad parterapi kan gøre for dig og jer.

Husk også at det er muligt at booke en gratis for-samtale.

 

Pas godt på dig.

Pas godt på jer.

Kh Dorte